2020_12 Billigere for pensionister at indefryse grundskylden

Tags:
2020

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom

Laveste rente nogensinde

Pensionister og efterlønnere med ejerbolig kan glæde sig til 2021. I hvert fald hvis de indefryser eller overvejer at indefryse deres grundskyld. Renten for indefrossen grundskyld for 2021 er nemlig blevet fastsat til 0,47 pct., hvilket er det laveste niveau nogensinde. I dag er renten på 0,69 pct., og pensionisterne slipper således lidt billigere i det kommende år.

En indefrysning betyder ikke, at man slipper for at betale grundskyld, men blot at man udskyder betalingen til et senere tidspunkt. Man låner så at sige pengene hos kommunen og bruger lånet til at betale grundskylden. I mellemtiden betaler man renter på gælden, men da renten er lav, er udgiften ved at udskyde grundskylden også lav.

Faktaboks: Nedslag men ikke fradrag for tilskrevne renter

Renten på indefrossen grundskyld er i princippet ikke fradragsberettiget, men ved indfrielse af grundskyldslånet gives et nedslag på 25 % af de tilskrevne renter.

Tager man fx udgangspunkt i en regning til grundskyld på 13.700 kr. (svarende til den gennemsnitlige grundskyld for landet som helhed i 2021), så udgør renteudgiften 64 kr. før skat i det kommende år. Når lånet indfries, fx når boligen skal sælges, skal regningen betales, og her kan 25 pct. af rentegiften fratrækkes. Blev huset fx solgt ved udgangen af 2021, og havde boligejeren blot indefrosset sin grundskyld i det pågældende år, ville boligejeren få en rabat på 25 pct. af de 64 kr. svarende til 16 kr. Boligejeren ville således skulle tilbagebetale de 13.700 kr., som boligejeren havde lånt til at betale grundskylden samt 48 kr. i renteudgift.

Billigt at forsøde tilværelsen

I 2021 udgør den gennemsnitlige grundskyld ca. 13.700 kr. for et parcel- og rækkehus på Fyn. Vælger boligejeren at indefryse regningen, skal boligejeren betale en rente på 0,47 pct., hvilket svarer til ca. 64 kr. før skat. Når året er omme, vil boligejeren altså skylde kommunen 13.764 kr. i alt.

Boligejeren kan altså med andre ord låne de 13.700 kr. hos kommunen og derved have ca. 1.142 kr. mere til sig selv hver måned for en renteudgift på 5-6 kr. om måneden.

Så meget stiger eller falder din boligskat i 2021 – ny skattesats træder i kraft?

Gennemsnitlig regning til grundskyld for et parcel- og rækkehus 2021

Figur 1

Kilde: Nordea Kredit

Husk, at der er tale om et lån – ikke en gave

Jeg vil aldrig anbefale, at man låner penge, men mindre man har brug for dem, og derfor bør man heller ikke indefryse sin grundskyld, blot fordi det i øjeblikket er billigt. Men har man brug for pengene, eller er man kommet til et sted i sit liv, hvor det drejer sig mere om at spare lidt ned end om at spare op, kan en indefrysning være en god idé.

Artiklen er er en del af Nordea Kredit nyhedsbrev. Klik her, hvis du ønsker at modtage lignende artikler i fremtiden.

Faktaboks: Hvad er grundskyld

Grundskyld kaldes også ejendomsskat og betales af alle boligejere, uanset om de selv bor i boligen eller lejer den ud. Fredede ejendomme og grunde, der er ramt af kystnedbrydning er dog normalt undtaget.

Grundskyld er en skat på jord, dvs. på selve grundens værdi. Ud over grundskyld betaler boligejerne (men ikke lejere og andelshavere) også ejendomsværdiskat.

Grundskyld fastsættes, administreres og opkræves af den enkelte kommune og udgør mellem 16 og 34 promille af jordens værdi. På landsplan ligger grundskyldpromillen i 2020 på 26,18.

Beregningsgrundlaget for grundskylden fastsættes hvert år som det mindste beløb af:

  1. Ejendommens grundværdi som den fremgår af den seneste offentlige vurdering eller
  2. Grundværdien, der dannede grundlag for grundskylden det foregående år, tillagt en reguleringsprocent på 3-7 procent. Reguleringsprocenten for 2020 er fastsat til 5,8% og 2021 til 6,4%

Billigere end et tillægslån i ejerboligen

Et alternativ til at indefryse grundskylden er at optage et tillægslån i boligens friværdi. Her er fordelen, at man kan få sikkerhed for renten ved at vælge et fastforrentet lån, og at man har mulighed for at få et større lån, end det beløb grundskylden udgør, hvis banken vel at mærke siger god for arrangementet. Men derudover står fordelene ved et tillægslån ikke i kø, når man sammenligner med muligheden for at indefryse grundskylden.

For selvom renten på de variabelt forrentede realkreditlån i øjeblikket er negativ, så betyder bidragssatsen, at tillægslånet hos realkreditinstituttet normalt vil være en dyrere løsning end en indefrysning af grundskylden.

Dertil kommer, at det normalt ikke kan betale sig at optage små realkreditlån, da bankrådgiverens arbejde er ens uanset beløbet størrelse, hvorfor optagelsesgebyrerne også er det. Realkreditlån er derfor bedst, hvis man har brug for at låne minimum 100.000 kr. ad gangen.

Til sammenligning er der ikke gebyrer forbundet med at optage et lån til grundskylden hos kommunen, da udgifterne betales af kommunekassen, og man betaler heller ikke for at indfri lånet, når den tid kommer.

Har man derfor brug for lidt ekstra penge i hverdagen, er det normalt en billigere løsning at indefryse grundskylden frem for at optage et tillægslån. Kun i de tilfælde, hvor man har brug for et større lån, bør man henvende sig i banken.

Når man vælger at indefryse grundskylden, skal man huske på, at billigt ikke er det samme som gratis. På et tidspunkt skal regningen betales, og vælger man at indefryse grundskylden i mange år, kan regningen godt vokse sig stor, også selvom renten i øjeblikket er lav.

Nyt realkreditlån er optimalt for mange pensionister