2020_03 Privatøkonomiske valg i en svær tid

Ann Lehmann Erichsen Ann Lehmann Erichsen

Corona-epidemien betyder nye vaner for de fleste danskere

Der er mange ting, som vi hverken kan eller må for tiden.

"Danskerne har lynhurtigt tilpasset sig en ændret hverdag. Og vi er godt rustet til at gøre det. Nye tal fra Danmarks Statistik om danskernes it-vaner viser således, at unge såvel som gamle kan klare det meste digitalt. På det punkt er vi længere fremme end i mange andre lande i Europa. Det kommer os til gode i krisetider", siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

Artiklen er en del af Nordea Kredit BoligNyt. Tilmeld dig her om bliv opdateret om forhold med betydning for bolig- og rentemarkedet.

En ud af ti hamstrer

Det fylder meget i pressen, når danskerne hamstrer. Heldigvis gælder det kun et fåtal. En ud af ti danskere indrømmer at have hamstret. Mest udbredt er det i hovedstadsområdet forklarer Nordeas forbrugerøkonom.

"Set gennem privatøkonomiske briller kan hamstring ende som en dyr fornøjelse, fordi man nemt får købt de forkerte varer eller for mange af dem, så man ender med at kassere. Det er altså både bedst og billigst at handle dagligvarer i normale mængder – også når krisen banker på døren", siger Ann Lehmann Erichsen.
 

Hver fjerde har nu sat sommerferien på pause

Langt over en million danskere har allerede valgt at udskyde den nærmere planlægning af deres sommerferie. 

"Det giver rigtig god mening, at så mange udskyder planlægning af sommerferien. Og mange flere vil formentlig komme til at gøre det – om de vil eller ej", mener Ann Lehmann Erichsen og fortsætter: 

"Lige nu er det vigtigste, at vi alle indretter os fornuftigt, så vi kan leve med de begrænsninger, der er. Den dag vi igen kan rejse og færdes uden begrænsninger, tager det jo kun nogle få minutter at bestille en ferie".

Realkreditlån og Coronavirus – fire spørgsmål og fire svar fra dit realkreditinstitut
 

Flere sparer automatisk op

Lige nu er der lidt flere, som sparer mere op, end de plejer. Det samme har vi set under andre kriser og i usædvanlige situationer.

"Jeg kan godt forstå, at manges mavefornemmelse får dem til at passe ekstra godt på pengene nu. Men husk på, at hvis man ikke er ramt på sin indtjening hver måned, så er det vigtigt, at man økonomisk set opfører sig så tæt på ”plejer” som muligt med behørig respekt af myndighedernes restriktioner" siger forbrugerøkonomen. 

Privatforbruget udgør nemlig halvdelen af det samlede forbrug. Så det kan mærkes, hvis alle os forbrugere smækker pengekassen i. Så kan vi sætte flere hjul i stå end nødvendigt.

"Der er ingen grund til at sende håndværkeren hjem og undlade at bygge den nye carport eller terrasse", siger Ann Lehmann.