2020_02 Ny rente på F1-, F3- og F5-lån. Auktionen er slut

Lise Nytoft Bergmann Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit

Coronavirus og uro på aktiemarkedet sendte de danske boligrenter ned


I Nordea Kredit har vi netop afsluttet auktionen over de obligationer, der ligger bag rentetilpasningslånene, og det betyder, at vi nu kender renten på de lån, der skal have ny rente den 1. april 2020. Resultaterne er:

F1-rente =  - 0,28 pct. (nuværende rente = - 0,14 pct.)
F3-rente =  - 0,37 pct. (nuværende rente =   0,07 pct.)
F5-rente =  - 0,28 pct. (nuværende rente =   0,40 pct.)

Renterne er oplyst efter fradrag for kursskæring og er dermed udtryk for den rente, boligejerne skal betale i det/de kommende år. Renten er beregnet for et lån med en 30-årig løbetid.

Artiklen er en del af nyhedsbrevet Nordea Kredit BoligNyt. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her og få flere nyheder om bolig- og rentemarkedet.

”Vi er godt tilfredse med resultaterne fra auktionen. Der er ikke tale om de laveste renter nogensinde, men der er tale om de laveste renter nogensinde for en april auktion”, siger Boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

”Samtidigt er renterne endt lidt lavere end forventet, hvilket skal forklares med de seneste dages kraftige reaktioner på de finansielle markeder, hvor aktierne er faldet mærkbart, og hvor mange investorer derfor er søgt mod sikre danske realkreditobligationer.”

Sådan forventede Nordea Kredit, at renten ville lande på de netop overståede auktioner

Hvad betyder det for boligejerne?

Boligejere, der skal have ny rente på deres rentetilpasningslån den 1. april 2020, har udsigt til en lavere rente og dermed også en lavere ydelse. Det gælder, uanset om boligejeren har et F1-, F3- eller F5-lån. Den største besparelse vil boligejere med F5-lån få, da renten er faldet løbende de sidste fem år, hvorfor boligejere med F1- eller F3-lån allerede har fået glæde af noget af rentefaldet, mens boligejere med F5-lån snupper hele rentefaldet på én gang.

Dengang ydelsen på boliglånet gjorde syleondt på boligejerne og mange røg på vandgrød

F1-lån

F1-renten er netop blevet fastsat til -0,28 pct., mod -0,14 pct. for ét år siden. For et lån på 1 mio. kr. betyder det, at den månedlige ydelse efter skat vil falde med 30 kr., hvis lånet er med afdrag og 80 kr., hvis lånet er uden afdrag. Hvis der afvikles på lånet, vil afdraget samtidigt stige med 60 kr. om måneden.

Figur 1: 30-årigt F1-lån på 1 mio. kr.

F1-lån på 1 mio. kr.

F3-lån

Boligejere, der skal have ny rente på deres F3-lån den 1. april 2020, betaler i dag en rente på 0,07 pct. Fremover ligger renten på -0,37 pct., og det betyder, at ydelsen vil falde med 60 kr. om måneden efter skat pr. lånt million, hvis lånet er med afdrag og 240 kr., hvis lånet er uden afdrag. Samtidigt vil afdraget stige med 180 kr., hvis boligejeren afvikler på sin gæld.

Figur 2: 30-årigt F3-lån på 1 mio. kr.

Figur 1: 30-årigt F3-lån på 1 mio. kr.

F5-lån

Boligejere med F5-lån har udsigt til den største besparelse. For fem år siden blev F5-renten nemlig fastsat til 0,40 pct., og selv om det på daværende tidspunkt var den laveste F5-rente, der nogensinde var sat på en auktion, er det ikke en rente, som vi i dag betragter som lav. De sidste fem år er renten nemlig fortsat ned, og på den netop overståede auktion er F5-renten landet på -0,28 pct.

En F5-renten på -0,28 pct. betyder, at boligejere med F5-lån har udsigt til en månedlig besparelse på 100 kr. pr. lånt million, hvis lånet er med afdrag og 370 kr., hvis lånet er uden afdrag. Samtidigt vil boligejere, der betaler afdrag på deres lån, afdrage 280 kr. mere hver måned.
 

Figur 3: 30-årigt F5-lån på 1 mio. kr.

Figur 3: 30-årigt F5-lån på 1 mio. kr.