2019_5 Den ultralempelige pengepolitik ser ud til at vare mindst 15 år

Helge J. Pedersen Helge J. Pedersen

Politiske opbrudstendenser trods højkonjunktur

Den 5. juni skal vi danskere igen til stemmeurnerne for at beslutte, hvem der skal regere landet over de kommende fire år. Og efter alt at dømme står vi over for et regeringsskifte, al den stund at meningsmålingerne for tiden peger på et solidt og stabilt forspring til rød blok. Det kan forekomme paradoksalt, eftersom det går så godt i økonomien for tiden, hvor beskæftigelsen sætter rekord måned efter måned.

Den populære frase fra Bill Clintons succesfulde valgkampagne i 1992 »it’s the economy, stupid«, hvis simple budskab er, at vælgerne først og fremmest bekymrer sig om deres egen økonomiske og finansielle situation, burde derfor tilsige, at danskerne over en bred kam er tilfredse med den nuværende situation og dermed vil genvælge den siddende regering.

Men som bekendt er der politiske opbrudstendenser overalt i verden i disse år. Et muligt regeringsskifte midt i en buldrende højkonjunktur, fremkomsten af nye protestpartier og den kendsgerning, at der for tiden er uhørte hele fem statsministerkandidater, viser blot, at der også blæser nye vinde over Danmark.

Men der er trods alt ikke tale om en politisk radikalisering, som så mange andre steder. Netop derfor er der heller ingen grund til at vente en omkalfatrering af den økonomiske politik efter valget med dertil hørende uro på de finansielle markeder. Den nye regering vil med al sandsynlig fortsætte med at udvise rettidig omhu og en overordnet økonomisk ansvarlighed, som vil manifestere Danmarks dukserolle i EU, ligesom der ikke bliver pillet ved den faste valutakurspolitik.

Cheføkonomens hjørne: Står vi over for globaliseringens afslutning?

Danmarks pengepolitisk bestemmes af ECB

Danmarks pengepolitik vil altså også i fremtiden være deponeret i Den Europæiske Centralbanks (ECB) hovedsæde i Frankfurt, og meldingen fra ECB er helt klar. Pengepolitikken forbliver ekstremt lempelig længe endnu. På det seneste rentemøde for en lille måneds tid siden annoncerede ECB-chef Mario Draghi således, at renten ikke bliver sat op i år, at banken i meget lang tid fremover vil geninvestere afdragene på de mange milliarder euro statsobligationer, som den ejer, og at der gives billig finansiering til bankerne i euroområdet helt frem til 2023.

Det sidste er særligt tankevækkende i lyset af, at finanskrisen for alvor brød ud i 2008. Det betyder med andre ord, at kriseberedskabet i centralbankerne har skullet være i brug i mindst 15 år, før det kan tilbagetrækkes endeligt. Det var der vist ikke mange, som havde forestillet sig dengang.

De lempelige finansielle vilkår har imidlertid været afgørende for, at ståstedet for europæisk og dansk økonomi i dag er på et helt andet niveau end under valgkampen i 2015. Siden da er der kommet omkring 170.000 flere i arbejde herhjemme, boligpriserne er steget med næsten 15 pct., og husholdningernes formuer er steget med svimlende 1.300 mia. kroner.

Artiklen er en del af nyhedsbrevet Nordea Kredit BoligNyt - er du interesseret i bolig- og rentemarkedet så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Den næste regering står overfor store økonomiske udfordringer

Men dermed ikke være sagt, at den kommende regering ikke står over for økonomiske udfordringer. For det første er der for tiden en betydelig afmatning af den internationale økonomi, som bl.a. kan henføres til handelskrigen mellem USA og Kina samt usikkerhed angående brexit. To afgørende hændelser, som der kan være fundet en afklaring på inden valget, men hvis konsekvenser også kan række langt frem i tiden.

For det andet må det ikke glemmes, at handelskrigen langt fra er et overstået kapitel, selv hvis det lykkes for USA og Kina at afslutte deres disputs inden for kort tid. Med ro på den asiatiske front, vil amerikanerne nemlig have bedre mulighed for at intensivere presset på Europa og ikke mindst Tyskland, som USA også har et kæmpe handelsunderskud overfor. I midten af februar konkluderede en rapport fra det amerikanske handelsministerium således, at USA’s bilimport udgør en trussel mod den nationale sikkerhed. Hvis Trump beslutter sig for at lægge en høj straftold på importen af europæiske biler vil det kunne ramme tysk økonomi og hele værdikæden i bilindustrien, der også omfatter danske virksomheder, som et meteornedslag.

For det tredje er det en kendsgerning, at samfundets basale strukturer over de kommende år til stadighed vil blive udfordret af digitaliseringen, aldringen af befolkningen og den helt nødvendige grønne omstilling af hensyn til klimaet. En omstilling, som ikke foregår på lige konkurrencevilkår, fordi bl.a. USA har meldt sig ud af klimaaftalerne. Men dog også en omstilling, som Danmark på forhånd står sig godt i og kan udøve en betydelig international ’soft power’ inden for.

Og endelig gælder det jo, at opsving ikke varer evigt, hvorfor der er en betydelig risiko for, at en nedtur kan ramme økonomien i løbet af den kommende valgperiode. Uanset om statsministeren ender med at hedde Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Boligmarkedet og dansk økonomi går hånd i hånd