2018_04 Jyske børn skubbes hårdere ud af reden

Forælde dykker gerne dybt i lommerne for at hjælpe deres børn med at komme ind på boligmarkedet. Villigheden er dog ikke lige stor i alle landets regioner, og går de unge mennesker og drømmer om en hjælpende hånd til at klare udbetalingen på de 5 pct., bør de håbe på, at forældrene er bosat i Region Hovedstaden. Det er nemlig her, at forældrene er mest villige til at finde tegnebogen frem, mens det modsatte gør sig gældende i Nordjylland.

Tallene stammer fra en måling, som Nordea har fået foretaget hos YouGov, hvor over 1.000 danskere er blevet spurgt om deres holdning til at hjælpe deres barn med udbetalingen på 5 pct. til en ejer- eller andelsbolig, hvis det bliver relevant. Forældrene er både blevet spurgt om deres mulighed for at hjælpe og deres lyst til at gøre det.

Tilmeld dig Nordea Kredit BoligNyt her
 

Tabel 1 - hele landet V9 Kilde: YouGov undersøgelse i fra 1. kvartal 2018 bestilt af Nordea

2 ud af 3 vil gerne hjælpe deres børn med udbetalingen

På landsplan tilkendegiver 66 pct. af forældrene, at de gerne vil hjælpe deres børn med de 5 pct. i udbetaling. Det er dog kun 39 pct. af forældrene, der mener, at de har mulighed for at gøre det økonomisk, mens de resterende 27 pct. gerne vil, men ikke kan.

De resterende 34 pct. af forældrene fordeler sig med ca. 19 pct. af forældrene, der er i tvivl eller endnu ikke har lagt sig fast på deres holdning i spørgsmålet, mens 15 pct. siger klart nej til at hjælpe. Blandt de 15 pct. nej-sigere tilkendegiver 9 procentpoint, at de godt kunne, men ikke vil hjælpe, mens 6 procentpoint siger, at de hverken kan eller vil.

”Målingen viser, at forældre vil strække sig langt for at give næste generation en hjælpende hånd med boligøkonomien. Det er kun 15 ud af 100 forældre, som siger klart nej”, siger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Nordea har også data for, hvordan forældrene selv bor, og deres familiemæssige status. Her viser tallene, at forældrene er mere villige til at finde tegnebogen frem, hvis de er samboende eller gift, hvilket ifølge Lise Nytoft Bergmann formentligt skal forklares med, at de økonomiske muligheder er anderledes, når der er to til at betale. ”Det kan godt påvirke villigheden til at hjælpe”, mener boligøkonomen og fortsætter:

”Vi kan også se, at interessen for at hjælpe er højere blandt forældre, der selv bor i ejerbolig eller andelsbolig. En forklaring kunne være, at forældrene er glade for deres egen boligform, hvorfor de vil strække sig langt, for at give deres børn den samme mulighed”.
 

Tabel 2 - Regioner V5 Kilde: YouGov undersøgelse i fra 1. kvartal 2018 bestilt af Nordea

Nordjyderne er mest afvisende for at hjælpe junior ind på boligmarkedet

Ser vi landet rundt, er der synlige forskelle på forældrenes holdning til at støtte børnene økonomisk med deres boligkøb.

Målingen viser, at det især er forældre i Region Hovedstaden, der er villige til at række børnene en økonomisk hjælpende hånd, mens forældre i Nordjylland er mindst villige til at deltage i boligfinansieringen. Således svarer hele 72 pct. af forældrene i Region Hovedstaden, at de gerne vil hjælpe, mens det samme kun gør sig gældende for 57 pct. af forældrene i Region Nordjylland. Den næststørste interesse for at hjælpe findes i Region Sjælland, hvorfor de sjællandske forældre samlet set må siges at være noget mere villig til at deltage i børnenes boligkøb end forældrene på Fyn og i Jylland.

Målingen er ifølge boligøkonomen ikke voldsomt overraskende, da der også er stor forskel på boligpriserne rundt omkring i landet.

”I Region Hovedstaden koster et gennemsnitligt hus på 140 m2 3,4 mio. kr., mens en lejlighed på 80 m2 koster 2,7 mio. kr. I Region Nordjylland kan både hus og lejlighed fås for ca. 1,3 mio. kr. Derfor er det noget nemmere for de unge nordjyder selv at spare op til udbetalingen, end det er i hovedstaden, og derfor kan man godt forstå, at de nordjyske forældre er mere tilbageholdende”, siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

”Det er et fint led i den økonomiske opdragelse, at hvis man kan selv, så skal man selv, men det er også universelt gerne at ville hjælpe sine børn, hvis man føler, at de har behov for det. Og her er behovet altså ikke nær så stort i Jylland som på Sjælland som følge af de store forskelle i boligpriserne”.
 

Ved et huskøb til 3,4 mio. kr. kræves en udbetaling på 170.000 kr. Dertil kommer udgifter til tinglysning af skøde (20.400 kr.), advokat, flytteomkostninger og halvdelen af ejerskifteforsikringen. Samlet set kræver det hurtigt en opsparing på over 200.000 kr.

Er der tale om et huskøb til 1,3 mio. kr., kræves en udbetaling på 65.000 kr. Dertil kommer tinglysning af skøde på 7.800 kr. samt diverse flytteomkostninger. I alt minimum 80.000 kr.